Ingen fremtid i De Radikale

I Berlingske Tidende 7. december 2013 går Margrethe Vestager (R) til angreb på hele princippet om velfærdsrettigheder. Det gælder for eks. arbejdsløses ret til selvvalgt uddannelse og de ældres ret til rabat på for eks. busbilletter. Enhedslisten advarer arbejderpartier og fagbevægelse imod at basere sin fremtid på de Radikale.

Finn Sørensen, socialordfører og næstformand i Enhedslistens folketingsgruppe siger:

- Under dække af "individuelt skøn" vil Margrethe Vestager rulle tiden tilbage til dengang, de fattige skulle stå med hatten i hånden og tigge om almisser.

- Hvis De Radikale mener, at der er nogen, der bidrager for lidt til gengæld for de goder de får, så kan de jo hjælpe med at rulle nogle af skattelettelserne til de rige tilbage.

- Det er godt at SF siger fra. Men hvem bestemmer i regeringen? Margrethe Vestagers udtalelser viser endnu engang, at arbejderpartier og fagbevægelse ikke kan basere sin fremtid på De Radikale. Der er ikke noget social forståelse tilbage i det tidligere social-liberale parti.