EU-direktiv: Nye problemer for den danske model

Onsdag d. 16. april godkendte EU-parlamentet et forslag til et såkaldt "Håndhævelsesdirektiv". Direktivet fastlægger hvordan medlemslandene må håndhæve Udstationeringsdirektivet. LO har rost direktivet. Det er der ingen grund til, heller ikke hvad angår "kædeansvaret". Tværtimod, det giver nye problemer for den danske model. Her er min gennemgang af direktivet, trykt i Arbejderen 16.04.14.

Skærpet indsats mod social dumping – sådan betegnede LO forslaget om "Håndhævelsesdirektiv", da EU´s beskæftigelsesministre blev enige om en aftale i marts 2014. Mette Frederiksen var også tilfreds. Men det har ikke noget på sig. Forbedringerne er meget små, begrænsningerne af landenes muligheder for at øve kontrol er store, og alt underlægges kommissionens strenge overvågning af, om landene respekterer reglerne om fri bevægelighed.

Løser ikke det grundlæggende problem

Forslaget til "Håndhævelsesdirektiv" handler om, hvordan medlemslandene skal håndhæve det såkaldte Udstationeringsdirektiv fra 1996, som gjorde det muligt for virksomheder at udføre tjenesteydelser i andre medlemslande, men på langt gunstigere vilkår end værtslandets egne virksomheder. Kommissionen begyndte at arbejde på direktivet for et par år siden. Baggrunden var den voldsomme kritik af Laval-dommen fra december 2007. Her underkendte EU-Domstolens de svenske bygningsarbejderes konflikt for at få overenskomst med det lettiske firma Laval og Co. Det skete gennem en fortolkning af Udstationeringsdirektivet, som sagde, at medlemslandene og deres fagforeninger ikke må stille de samme krav om løn og ansættelsesvilkår til udstationerede virksomheder, som til medlemslandenes egne virksomheder. Der må kun stilles krav om mindsteløn og overtidsbetaling, samt lovgivningsmæssige krav om arbejdsmiljø,ferie og barsel.

EFS (Europæisk LO) betegnede med rette denne dom, som en "en licens til social dumping", fordi de faglige rettigheder blev underordnet kravene om fri bevægelighed for tjenesteydelser.

Forslaget til Håndhævelsesdirektiv er på ingen måde et svar på denne kritik, tværtimod. Med en enkelt lille undtagelse, så rokker det ikke ved Domstolens afgørelser i Laval, Rüffert og Luxembourg sagerne, hvor medlemslandenes muligheder for at beskytte sig imod social dumping fra udstationerede virksomheder, er reduceret til stort set ingen ting. I en udtalelse fra d. 5. marts 2014 kritiserer EFS da også forslaget skarpt. De slår fast, at de faglige rettigheder stadig er underordnet det indre markeds regler, at forslaget er uklart, og at den eneste løsning er en revision af selve udstationeringsdirektivet, sammen med indførelse af en Social Protokol, som sikrer, at de faglige og sociale rettigheder ikke bliver underlagt de økonomiske friheder.

Uklarhed om "falske selvstændige"

EFS har ret i, at forslaget vil give anledning til uendelige fortolkninger. I alle lande er der store problemer med såkaldt "falske selvstændige" – dvs. enkeltmandsvirksomheder fra andre medlemslande, der i virkeligheden ikke er en virksomhed, men en "forklædt" lønarbejder, der bare – i kraft af påstået status som virksomhed – er frarøvet en lang række lønmodtagerrettigheder, og derved kan sælge sin arbejdskraft langt billigere end værtslandets arbejdere. Formålet med direktivet var derfor at skabe en klarhed over, hvad der forstås ved en udstationeret arbejder. Den opgave er ikke løst. Der opregnes en lang række forhold, som skal undersøges for at fastslå om der er tale om en "falsk selvstændig", men der kan også være andre forhold. Under alle omstændigheder må medlemslandene ikke bare anvende et enkelt af kriterierne til at fastslå, om der er tale om en "falsk selvstændig" og stoppe arbejdet på det grundlag. Resultatet er total begrebsforvirring – og at det i endnu højere grad overlades til Kommissionen og Domstolen at definere begrebet.

Minimal forbedring

Direktivforslaget rummer en enkelt lille forbedring. Laval-dommen slog fast, at det ikke var værtslandets ret og pligt at kontrollere om de udstationerede virksomheder følger reglerne i Udstationeringsdirektivet. Nu hedder det, at værtslandet har ret til at gennemføre stikprøvekontrol og andre kontrolforanstaltninger. Samtidig indføres der en pligt for virksomhedens hjemland til, inden to arbejdsdage, at svare på spørgsmål fra værtslandet, som kan bekræfte den udstationerede virksomheds identitet, for eks. ved at oplyse momsnr. Manglende svar på spørgsmålene, giver dog ikke værtslandet ret til at stoppe den udenlandske virksomheds aktiviteter, og så er vi lige vidt. Det understreges også, at oprindelseslandet skal være værtslandet behjælpelig med at inddrive bøder og efterbetalinger, men der indføres så mange formelle krav, at det er meget let for både den udstationerede virksomhed og dennes hjemland at slippe uden om den forpligtelse.

På kommissionens nåde

På disse, som på alle andre punkter, slås det gang på gang fast, at de foranstaltninger som værtslandet tager i anvendelse skal være "proportionale" og i overensstemmelse med EU-retten, ligesom de ikke må pålægge de udstationerede virksomheder "unødige administrative byrder". Derfor er det også kun en tilsyneladende indrømmelse, at der ikke som i den første udgave af direktivet er en såkaldt "lukket liste" over kontrolforanstaltninger. Værtslandet må godt tage andre skridt, men det skal overvåges strengt af Kommissionen, der selvfølgelig vil vogte på, om det er "proportionalt" og om det i øvrigt strider mod det indre markeds regler. Det er et åbent spørgsmål, om den formulering sikrer det danske RUT (Register for udenlandske tjenesteydere). Nogen garanti har den danske beskæftigelsesminister i hvert fald ikke fået med hjem, hvad det angår.

Krav om forhåndsgodkendelse

En reel forbedring ville være en klar bestemmelse om, at en udstationeret virksomhed ikke kan påbegynde sine aktiviteter i et andet medlemsland, med mindre den har indsendt en ansøgning herom senest en måned før påbegyndelsen af arbejdet. Så havde værtslandet en mulighed for at kontrollere virksomhedens identitet, herunder om der er tale om en "falsk selvstændig". Domstolen har slået fast at sådan et krav om "forhåndsgodkendelse" er forbudt. Det kunne man have lavet om på i Håndhævelsesdirektivet, men hverken den danske regering, eller Kommissionen eller EU-parlamentet har stillet dette krav, og det må tages som udtryk for, at når det kommer til stykket, så ønsker de ikke at give medlemslandene nogle effektive redskaber til at forhindre social dumping fra de udstationerede virksomhede.

Kædeansvar

Direktivforslaget har vakt opsigt ved at indføre "kædeansvar", men det bedste man kan sige er, at medlemslandene ikke behøver indføre det i den form, det er beskrevet i direktivet. De har lov til at gennemføre en udgave med strengere regler, og udvide det til andre brancher end byggeriet. Kommissionens forslag fortjener ikke navnet kædeansvar. Det retter sig kun imod første led i kæden, i stedet for hele kæden af underentreprenører, og det vedrører kun de krav, der må stilles i henhold til Udstationeringsdirektivet, nemlig mindsteløn og overtidsbetaling. Som sædvanlig understreges det, at landenes regler om kædeansvar – hvad enten de er mere eller mindre vidtgående end kommissionens forslag – skal være i overensstemmelse med EU-retten. Og så er vi tilbage til Laval-dommen igen, og dens begrænsninger af medlemslandenes muligheder for at bekæmpe social dumping. Det er farligt, at overlade reguleringen af spørgsmålet om kædeansvar til Kommissionen. Det kan meget vel give bagslag, når det før eller siden lykkes at indføre kædeansvar herhjemme, for eks. i kollektive overenskomster. De risikerer, at blive dømt ulovlige, hvis kædeansvaret gælder krav udover mindsteløn og overtidsbetaling.

Danske overenskomster under pres

Ud over de nævnte fejl og mangler, vil direktivet være en voldsom udfordring for den danske overenskomstmodel som sådan. Det stiller nogle strenge krav til medlemslandenes pligt til at oplyse de udenlandske virksomheder om hvilke lønforhold der gælder. Det skal være nemt og gennemskueligt for de udstationerede virksomheder. Der skal specielt oplyses om de forskellige satser for minimumslønninger, deres bestanddele, og hvordan de er regnet ud, samt kriterierne for de forskellige løntrin, og det hele skal kommunikeres via en enkelt let tilgængelig hjemmeside! Det bliver stort set umuligt for Danmark at leve op til det krav. I Danmark fastlægges lønnen i kollektive overenskomster. LO og DA har ca. 600 af dem. Herudover er der tusindvis af lokale lønaftaler på de enkelte virksomheder, for ikke at tale om alle de offentlige overenskomster. En udstationeret virksomhed – og Domstolen! - kan hurtigt nå frem til, at det er "uoverskueligt". Hertil kommer, at direktivet sætter spørgsmålstegn ved hele grundprincippet i det kollektive overenskomstsystem. Det er fagforbundet der "ejer" overenskomsten, og som tager stilling til, om der skal rejses sag om brud på den. Men direktivet siger, at det kræver accept af den udstationerede arbejder, at rejse en sag.

Uforståeligt

Det er uforståeligt, at dansk LO er så tilfredse med et direktiv, som ikke leverer brugbare svar og redskaber i kampen mod social dumping, og som oven i købet skaber nye problemer for den danske overenskomstmodel og for vores kamp for kædeansvar. Det er på tide, at LO erkender, at EU´s indre marked ikke er en del af løsningen, men en del af problemet. Her kan de lære noget af deres egen hovedorganisation EFS, der stædigt holder fast i, at det er reglerne der skal laves om, så de økonomiske "friheder" ikke kan køre de faglige og sociale rettigheder over gang på gang.

Læs omtalen af direktivet i A4